Lone Frank

er videnskabsjournalist, forfatter og foredragsholder med en baggrund som forsker og ph.d. i neurobiologi. Hun er tilknyttet Weekendavisen og kendt som en markant debattør og meningsdanner i forhold til sundhed, medicin, teknologi og etik.

I sit arbejde med tv har Lone Frank været vært på en række programserier produceret for DR2. Sammen med instruktør Pernille Rose Grønkjær har hun lavet dokumentaren Genetic Me (2015), som er tildelt flere internationale priser. De to arbejder på endnu en dokumentar.

Lone Frank er forfatter til foreløbig fem bøger, som alle er udkommet på Gyldendal. Det Nye Liv (2004) samt Klonede Tigre (2005) beskriver og diskuterer Vestens og Asiens forskellige tilgang til bioteknologi. Den Femte Revolution (2007) er en guide til hjerneforskningens betydning for vores tankegang og menneskesyn, mens Mit Smukke Genom (2010) er en personlig undersøgelse af forbrugergenetikken. Lystens Pioner (2016) fortæller historien om dyb hjernestimulation fra teknologiens fortrængte fortid til en håbefuld nutid.

Lone Frank har blandt andet modtaget Den Store Publicistpris, Svend Bergsøes Fonds Formidlerpris, Fremtidsprisen, Dansk Forfatterforenings Faglitterære Pris, Søren Gyldendal Prisen, Blixen Prisen for Faglitteratur, European Science Writer’s Award, The AAAS Kavli Science Journalism Award.

I juni 2018 blev hendes bog Mit Smukke Genom kåret blandt dette årtusinds ti bedste skandinaviske faglitterære værker.

Kontakt